 |
 |

Ringstedmusikfestival d. 13. august 2005Nyheder leveret af Glumsø Ugeblad & Fuglebjerg Posten
31/01-2005
Blandt de optrædende på Ringsted Festival vil publikum kunne opleve følgende
Thomas Helmig – Der er ikke tegn i sol og måne på at Helmig er hverken udbrændt eller færdig med de fyrre. Tværtimod fremstår han som én af vores allermest folkekære og dynamiske entertainere, der hele tiden formår at give sit materiale et pift og finde på subtile måder at forny sig på. Når Hr. Helmig står på scenen d. 13. august i Lystanlægget, er det nøjagtigt 19 år siden, at en ung Helmig gav koncert samme sted for 4.000 skrigende, unge piger fra Ringsted-egnen. Lad os se, om ikke de piger stadig kan huske deres ungdom, og kommer en tur på festival ? Poul Krebs – Der er dømt succes ovenpå udgivelsen af Poul Krebs-albummet PA EN GOD DAG LIVE FRA HORSENS NY TEATER. Albummet gik direkte ind i de øvre lag på salgslisten, og har for længst solgt mere end de 40.000 eksemplarer der giver guldplader. Poul Krebs følger op med en stor Danmarks-turne i februar - marts 2005, hvor repertoiret og den varme musikalske stil fra albummet vil være kernen i koncerterne. Det vil sige Poul Krebs største hits kombineret med en række af de mere hemmelige klassikere fra bagkataloget spillet af et orkester, der formår at få nye farver og stemninger frem i alle de store sange fra en af Danmarks bedste sangskrivere. Danser Med Drenge - Mange kalder DmD for Danmarks fedeste live-band. Der er total livsglæde både på scenen og blandt publikum - som efterhånden kender både DmD’s og Tøsedrengenes sange og skråler løs på dem sammen med bandets fantastisk sjælfulde sangerinde, Rie Rasmussen Julie – I Danmark var Julie ukendt for de fleste da hun, i november 2002, sendte singlen ”Every Little Part Of Me” på gaden. Knap to år efter kan hun se tilbage på en forrygende succes: mere end 90.000 solgte albums, tre Danish Music Awards, en Zulu Award – og tre af sidste års mest populære singler på dansk radio. Fællesnævneren er pop, men med en snært af både rock, soul,country, gospel og R&B. Adskillige genrer spundet sammen af Julies store stemme. Carpark North – Århus-trioen Carpark North er historien om en vaskelægte kometsucces og ikke mindst den altid populære saga om det rette band på rette sted til rette tid. “Carpark North bragede igennem den musikalske lydmur med et kreativt kraftværk af et rockalbum. Albummet er det mest storladne danske rockalbum siden Kashmirs ”The Good Life”. Og så er det tilmed forbandet vellykket”. Et fantastisk liveband... MC Einar – Opfinderen af dansk rap. Med sine intelligente og elegante tekster fik han enorm berømmelse i slutningen af 80’erne. Nu er han tilbage med et stort orkester og alle de gamle hit’s – det bliver sjovt!! Die Herren – Die Herren er kendt af de fleste for deres imponerende versioner af U2´s musik.Die Herren har spillet sammen siden 1991, og har i dag nærmest kultstatus i Danmark, som et af de mest troværdige og rå plagiat-bands i landet.Die Herren leverer varen hver gang, og publikum kommer gladelig gang på gang for at opleve orkestret, hvad enten det er på en lille café eller på et stort spillested. De har virkelig forstået at gengive nerven i U2´s sange så selv de mest U2-hadske personer må overgive sig. Peter og De Andre Kopier – Blandt Danmarks talrige kopibands er der nemlig især ét, der har formået næsten at overskygge originalerne og som altid efterlader et begejstret publikum overalt: Peter & De Andre Kopier. Siden den spæde start i 1993 har kopibandet spillet næsten 1000 koncerter. Deres imitation er så tæt på originalerne, at man tror det er løgn. Og vi sku’ hilse og sige, at det stadig går med 100 km/t i deruda’. Trofast og taktfast! Ubetinget Danmarks bedste Kim Larsen/Gasolin kopiorkester. B Boys – Kåve, Mathias og Sebastian kalder sig selv for B-Boys. B’et står for Breaker, for det er break og hip-hop, der binder drengene sammen. B Boys er et af tidens største hit’s for børn. Drengene fra B-Boys har nogle fælles forbilleder - blandt andre Eminem og Linkin Park. På Ringsted Festival vil B Boys lave et stort live-show med rigtigt orkester back-up. Bubber – Er der nogen her i landet, der ikke kender Bubber ? Bubber vil fra starten af dagen optræde for børnene sammen med forskellige andre kunstnere. Bubber vil desuden være festivalens veloplagte konferencier, som binder de forskellige optrædender sammen resten af dagen. Der forhandles i øjeblikket med forskellige udenlandske kunstnere – vi offentliggør flere navne i løbet af foråret.

|
 |
 |