Elever bakker op om stor snydekampagneNyheder leveret af Glumsø Ugeblad & Fuglebjerg Posten15/12-2004 I disse dage skriver tusinder af 3.g'ere på landets gymnasier deres større skriftlige opgave. Det er forbudt at modtage hjælp – men gymnasieelevernes organisationer har trodset forbudet og lanceret en stor snydekampagne. På to dage har 340 elever allerede benyttet sig af den ulovlige hjælp. Gymnasieelevernes formand kalder kampagnen en succes. Hvert år kastes landets ældste gymnasieelever ud i en koncentreret skemafri uge, hvor de skal producere en stor skriftlig opgaver, hvis karakter tæller med på eksamensbeviset. Det er officielt forbudt at modtage hjælp, men Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) mener, at definitionen af snyd rammer socialt skævt: ”Det siger sig selv, at elever fra stærke hjem med akademiske forældre modtager faglig bistand i løbet af opgaveugen. Den mulighed har elever fra mindre boglige hjem ikke – og derfor oplever vi en social skævvridning i vilkårene for opgaveskrivningen. Der er kort sagt tale om en understøttelse af den sociale arv,” siger gymnasieelevernes formand, Thor Möger Pedersen. Det er grunden til, at DGS sammen med Gymnasieelevernes Landsorganisation (GLO) har udarbejdet en kampagne, der tilbyder alle elever hjælp og vejledning – også selvom undervisningsministeriet karakteriserer kampagnen som snyd. ”Det er absurd, at reglerne i realiteten tillader forældrehjælp uden at forholde sig til de mange elever, der har almindelige lønmodtagerforældre med ringe mulighed for at levere akademisk vejledning: Vi har som elever taget sagen i egen hånd og tilbyder 'snyd', indtil politikerne tager sig sammen og sikrer lige vilkår for alle,” udtaler Thor Möger Pedersen. Kampagnen omfatter en hotline, vejledningsmaterialer og tilbud om løbende assistance pr. mail. I løbet af kampagnens to første dage har 340 elever benyttet sig af snyderiet. ”De mange henvendelser, vi har modtaget, understøtter bare vores pointe: Der er behov for aktiv lærervejledning i løbet af opgaveugen, hvis vi for alvor skal sikre lige vilkår. Sandheden er jo, at folketingspolitikere taler og taler om at bryde den sociale arv, men gør meget lidt. Hvorfor iværksætter undervisningsministeriet ikke en 'snydekampagne' næste år?” afslutter Thor Möger Pedersen. --- |
|||||||||||||||||||
![]() ![]() ![]() ![]() |
|
© 2005 Datahjælp & nem-hjemmeside.dk |
|
lokal info .. erhverv .. køb & salg .. underholdning |