Dansk ErhvervsFremme står overfor nye udfordringer

Nyheder leveret af Glumsø Ugeblad & Fuglebjerg Posten

29/10-2004

Strategiske samarbejder, kurser og kompetenceudvikling er nogle af nøgleordene i foreningens fremtidige arbejde

På generalforsamlingen i Dansk ErhvervsFremme (den nye organisation for Danske Erhvervschefers Fællesråd), sagde formanden, erhvervschef Jørn Munk Nielsen, Hirtshals, at erhvervsfremme er kommet i fokus i forbindelse med den kommunale strukturreform.
- Mens det er staten, der udstikker de overordnede rammer, bliver det kommunerne og de kommunale erhvervsråd, der skal være udførende, både i forhold til det eksisterende erhvervsliv og iværksættere, sagde Jørn Munk Nielsen.
Han forventer, at der bliver mange opgaver, der skal koordineres mellem kommuner og erhvervsråd vedrørende de erhvervsmæssige myndigheds- og serviceopgaver.
Omkring infrastrukturen og de lokale rammebetingelser sagde Jørn Munk Nielsen, at erhvervsrådene er en naturlig samarbejdspartner for kommunerne, når der skal udvikles kort- og langsigtede strategier.
- De lokale rammebetingelser er undergivet både lokale, regionale og nationale planer, og en arbejdsdeling mellem de kommunale plan- og udviklingssektioner og erhvervsrådene, er medvirkende til, at mange misforståelser kan afklares, ligesom der kan gives klare udmeldinger, når interesserede henvender sig vedrørende etablering og kontakt til kommune og erhvervsråd, sagde Jørn Munk Nielsen.

Medlemmerne
Dansk ErhvervsFremme, DEF, har 89 medlemmer, der tilsammen repræsenterer flere end 13.000 medlemsvirksomheder.
- Det er vigtigt for os at sørge for medindflydelse, at styrke selvstændighedskulturen og dermed skabe et rigere Danmark, sagde Jørn Munk Nielsen.
Han nævnte også, at DEF vil igangsætte uddannelser og kompetenceudviklingsforløb for medlemmerne.

Samarbejder
Jørn Munk Nielsen omtalte ligeledes en række samarbejder, som foreningen har indgået med forskellige organisationer, blandt andet Civiløkonomerne, Ingeniørforeningen i Danmark, Messecenter Herning og Erhvervssparring, som er et samarbejde mellem DANA og KMPG.
- Flere samarbejder er på vej, sagde Jørn Munk Nielsen.

Fremtiden
I forbindelse med generalforsamlingen torsdag holdt økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen et indlæg, hvor han fortalte om sine forventninger til fremtidens erhvervsservice, mens DEF fredag er til møde med Danmarks Eksportråd med fokus på eksport til Fjernøsten.
- Da det i høj grad er erhvervsrådene, der informerer om eksportmuligheder, og er bindeleddet mellem virksomhederne og eksportrådet, er det vigtigt, at vi som forening og som rådgivere for vore medlemmer, er mest muligt opdateret med den nyeste viden på området, siger Jørn Munk Nielsen.




style="width:404px;"



ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

Google
Web Site