Store skattebesparelser til bro-pendlereNyheder leveret af Glumsø Ugeblad & Fuglebjerg Posten29/10-2004 Bro-pendlere kan se frem til skattebesparelser på op til 1.500 kr. om måneden efter en ny kendelse fra Landsskatteretten. Den giver mulighed for, at bro-pendlere kan få skattefri BroBizz betalt af arbejdsgiveren. Den aktuelle kendelse vedrører bro-pendlere med firmabil men kan ifølge statsautoriseret revisor Jan Hald Pedersen, HLB Mortensen & Beierholm, udstrækkes til også at dække medarbejdere, der benytter egen bil til kørsel over broen. Den nye kendelse underkender Ligningsrådet, der sidste år udtalte, at ansatte skulle beskattes, hvis arbejdsgiveren betalte broafgifter eller BroBizz i forbindelse med den ansattes transport i firmabil mellem hjem og arbejde. Det betyder ifølge Jan Hald Pedersen store skattebesparelser for de mange bro-pendlere over både Storebælt og Øresund. - Hvis arbejdsgiveren hidtil har betalt den ansattes udgifter til BroBizz til Storebælt på 4.135 kr. om måneden, kostede det en topskatteyder ca. 2.600 kr. om måneden i skat heraf. Den skat kan pendlerne nu spare efter Landsskatterettens kendelse, og de bilister, der hidtil har betalt skat af fri BroBizz, kan nu få skat tilbage fra de tidligere år, siger Jan Hald Pedersen. Lad din arbejdsgiver betale BroBizz og gå ned i løn Ligningsrådet har i en række afgørelser generelt åbnet op for, at en fradragsberettiget lønnedgang kan dække andre skattefri personalegoder som eksempelvis fri ADSL-forbindelse og medarbejderobligationer. Denne mulighed vil ifølge Jan Hald også gælde for arbejdsgiverbetalt BroBizz. - Ved at arbejdsgiveren betaler BroBizzen mod en aftale om en tilsvarende løn-nedgang, kan bro-pendlerne fremover spare .2600 kr. i skat om måneden af de 4.135 kr. en BroBizz til Storebælt koster. Det giver en samlet skattebesparelse i forhold til egenbetaling på 1.500 kr., da bro-pendlere med firmabil, der selv betaler udgiften til BroBizzen, kan få det såkaldte brofradrag, der giver en skattebesparelse på ca. 1.100 kr. om måneden. Hvis du ikke betaler både mellemskat og topskat, er besparelsen noget mindre, forklarer statsautoriseret revisor Jan Hald Pedersen fra HLB Mortensen & Beierholm. Ordningen giver ikke nogen merudgift for arbejdsgiveren, da nedgangen i brutto-lønnen dækker udgiften til BroBizzen. Nedgangen i bruttolønnen skal have generel virkning for feriepenge, overarbejdsbetaling, pensionsopsparing mv. og lønnedgangen må ikke fremgå af lønsedlen. Muligheden for skattefri BroBizz gælder uanset om du pendler over Storebælt eller over Øresund til Københavns-området. Da en BroBizz til Øresund er noget billigere vil besparelsen dog her være noget mindre. Yderligere oplysninger Ønsker du yderligere oplysninger, kan du kontakte statsautoriseret revisor Jan Hald Pedersen hos HLB Mortensen & Beierholm på telefon 33 43 43 43. Du kan også se mere om personalegoder mod bruttolønmodregning på http://www.hlb.dk under Seneste nyt. ![]() |
|||||||||||||||||||
![]() ![]() ![]() ![]() |
|
© 2005 Datahjælp & nem-hjemmeside.dk |
|
lokal info .. erhverv .. køb & salg .. underholdning |