Danmarks første hi-fi marked for hi-fi freaksNyheder leveret af Glumsø Ugeblad & Fuglebjerg Posten27/10-2004 - musik- og hi-fi entusiaster mødes i Silkeborg Nu samles landets hi-fi entusiaster i Silkeborg den 6. & 7. november. Alle med smag for god lyd, store højttalere og tunge forstærkere fra dengang lp'erne fyldte stuerne ud fra væg til væg, kan nu mødes til landets første hi-fi og stumpemarked. Arrangørerne er private hi-fi entusiaster, der inviterer alle til en hyggelig weekend, hvor gode råd, køb og salg af hi-fi udstyr, snak med ligesindede, auktion, byg-selv, bytte og meget mere omkring stereoanlæggets hemmeligheder er på programmet. Formålet er at øge interessen for hi-fi og ikke mindst at mødes og udveksle erfaringer. Og det er ifølge arrangørerne, første gang et decideret hi-fi marked ser dagens lys i Danmark. "Vi har længe gået og tumlet med ideen, og nu bliver den så realiseret. Vi glæder os til at møde en masse hi-fi freaks ligesom os selv, der hele vores liv har stået hjemme i kælderen og garagen og bygget højttalere, forstærkere mm. Og så er det jo spændende at se, hvad folk har med til salg og bytte," siger Kim Hansen, en af arrangørerne og igennem mange år underviser i højttalerselvbyg og hi-fi på diverse ungdomsskoler. "Hi-fi og stumpemarked" finder sted den 6. - 7. november på Grandhøjvej 16 i Silkeborg. Lørdag fra kl. 10-18 og søndag kl. 10-17. Det koster den beskedne sum af 10 kr. at komme ind, og der kan købes kaffe, pølser, øl, vand, brød mm. HI-fi auktion er der også, og ud over private boder, møder følgende firmaer op med stande: Q-SOUND - LÆSEHESTEN - HØJTTALERSMEDEN - EURO-GUARD - ACOUSTICDREAM - LC AUDIO - PEAK CONSULT - HIGH END SOUND Man kan altså både melde sig med en stand/bod, og det koster inklusiv aftenbuffet lørdag fra 385 kr. Ellers er hi-fi messen åben for alle interesserede. "Vi vil gerne give "gør-det-selv-folket" mulighed for at mødes og udveksle erfaringer og vise, hvad de går og makker med hjemme i kælderen i de mørke vinteraftener. Og måske finder folk lige nøjagtig den forstærker, de har ledt efter siden den gamle brændte sammen til "Smoke on the water", siger Kim Hansen med et smil. http://www.hifimarked.dk |
|||||||||||||||||||
![]() ![]() ![]() ![]() |
|
© 2005 Datahjælp & nem-hjemmeside.dk |
|
lokal info .. erhverv .. køb & salg .. underholdning |